Sammenhold
X-house
Studiemiljø med sammenhold
Det er helt fantastisk at have et hus, hvor der kun går elever fra 10. klasse. At vi har vores eget ungdomshus, giver masser af muligheder for at blande sig med hinanden på tværs af klasser og linjer. Vi har vores egen lille gård, en solterrasse, et lille køkken, bordtennis og bordfodbold.
Hverdagen på X-house bygger på et unikt fællesskab klasserne imellem, som opbygges gennem fælles aktiviteter hen over året, linjefag på tværs af klasserne, frikvarterer og årgangsfester, som vi selv arrangerer.
Med afsæt i et stærkt samarbejde mellem forældre og skolen forfølger vi året igennem vores mål med det 10. skoleår. I et rart og frugtbart studiemiljø.
Sammentømring
Da vi kommer fra mange forskellige skoler, laver vi i de enkelte klasser en række aktiviteter for at blive sammentømret og gøre hverdagen så tryg og udviklende som muligt.
Eleverne på Studielinjen vælger fx deres linjefag og udlandstur på tværs af de tre klasser, og flere gange i løbet af skoleåret krydrer vi undervisningen med relevante besøg på museer og i teatret, biografen eller lignende. På tværs af linjer kan vi også være tilskuere til nogle af Fodboldlinjens kampe.
Alle vores aktiviteter og arrangementer er en vigtig del af den fælles kultur på X-house. Derfor forventer vi selvfølgelig, at alle deltager i en positiv ånd. Også selvom enkelte arrangementer kan koste et mindre beløb og måske falder uden for det normale skemas tidsramme.
Fællessamlinger
Vores fællessamlinger er også et vigtigt led i fællesskabet. Derfor har vi flere gange årligt fællessamlinger for hele årgangen.
Her samles vi i gymnastiksalen, hvor vi fx synger, får vigtige informationer eller måske hører en fortælling om livet uden for skolen. Det er også på vores fællessamlinger, at vi har mulighed for selv at fortælle eller diskutere – eller tage initiativ til den næste fest.