Historien om X-house

X-house

Høj faglighed over hele linjen – på alle linjer

X-house giver dig mulighed for at tage en 10. klasse i en kombination af særlige linjefag og de obligatoriske fag, dansk, matematik og engelsk. Du vil opleve en hverdag, hvor du indgår i et stærkt og omfangsrigt ungdomsfællesskab med i alt seks 10. klasser; byens største i privatskole-regi.

Vi prioriterer en høj faglighed. Det gør vi på de traditionelle, boglige fag, men i lige så høj grad på linjefagene.

Et hus kun for 10. klasserne

Som du måske ved, er X romertallet for 10. Vi hedder X-house, fordi vores lokaler på Nørrebrogade 20 kun benyttes af elever fra 10. klasse, og vi har derfor vores helt eget ungdomshus – tæt på både skøn natur og byens mange muligheder.

Det miljø, som er skabt igennem årene, har fået mange til at sammenligne X-house med ”en efterskole… bare uden overnatning”. For ligesom på efterskolerne har vi et stort og interessebaseret fællesskab af unge – med masser af samvær på tværs.

Men hvordan begyndte det hele egentlig?

Fodbold skyder X-house i gang

I begyndelsen af 1990’erne havde Laursens Realskole tre almindelige 10. klasser, som alle gik på hovedskolen i Hjelmensgade. Men da Ildsjælen John Andersen, som dengang var lærer på skolen, tog initiativ til en linje for fodboldinteresserede, oprettede Laursens Realskole i 1995 en 10. klasse med fokus på fodbold – som en af de første skoler i landet.

I begyndelsen deltog klassen altid i Ekstra Bladets store skolefodboldturnering, hvor man i 2003 tog sejren og vinderpokalen. Siden blev rene fodboldklasser udelukket fra turneringen, og derfor var træner Tom Søjberg og lærer John Andersen med til at starte en turnering for fodbold- og sportsklasser i Danmark; Skoleligaen, hvor Laursens Realskole flere gange har været i finalen – og også vundet den, senest i 2022.

Fra Hjelmensgade til X-house

Fodboldlinjen blev med det samme populær. Derfor begyndte man at kigge efter nye lokaler, og i 1997 lejede skolen en bagbygning på Nørrebrogade, som tidligere blandt andet havde været æggepakkeri. Her flyttede i første omgang de tre almene 10. klasser over.

En navnekonkurrence blev udskrevet, og vinderen var forslaget X-house – som lokalerne siden har heddet. I 2001 tog man hul på at renovere baghuset på X-house, lave en tilbygning og etablere et selvstændigt musiklokale.

Med udbygningen kunne alle 10. klasser nu samles i X-house og sammen skabe det helt fantastiske ungdomsmiljø, som stadig er kernen i vores ungdomshus.